Efter svære overvejelser har vi valgt at aflyse Løkken Antikmesse 2.-3.-4. august 2024. Gennem det seneste stykke tid har der hos os arrangører været perioder med sygdom. Det har tæret på energien og kræfterne i forhold til arbejdet med Løkken Antikmesse. Derfor er det vores vurdering, at vi ikke ville kunne afholde en udstilling, der lever op til det høje kvalitetsniveau som Løkken Antikmesse er kendt for.
Vi vil bruge resten af året til at komme til hægterne igen, hvor vi vil tage nogle pauser og fokusere på vores egen butik, Gule Længe Antik i Lønstrup. Det er vores håb, at det vil kunne give os energien og overskuddet tilbage. Samtidig vil vi bruge tiden til at se på, hvordan vi kan udvikle Løkken Antikmesse. Så dermed er det også sagt, at vi ønsker at fortsætte Løkken Antikmesse. Vi har derfor reserveret datoen 1.-2.-3. august 2025 i Løkken-hallen, hvor vi satser på at vende stærkt tilbage.
Selvfølgelig er vi ærgerlige over at aflyse, men vi føler, at det er det rigtige beslutning for både Løkken Antikmesse og os selv. Vi er klar over, at der blandt jer udstillere, besøgende og samarbejdspartnere er mange der vil være kede af aflysningen, da det for jer har været en tradition at tage til Løkken hvert år den første uge i august. Vi håber, at I har forståelse for situationen. Gennem mange år har I vist stor opbakning til Løkken Antikmesse, og det er vi meget taknemlige for. Vi håber, at I fortsat vil vise os den opbakning, når vi vender tilbage næste år i Løkken-hallen den 1.-2.-3. august 2025.
Med venlig hilsen
Carl, Bitten og Andreas
Gule Længe Antik i Lønstrup
Seneste kommentarer