Noget helt specielt der går igen hvert år på messen er, at der fastsættes et tema. I år er temaet: den særlige ting til kvinden der har alt.
Ulla Rasmussen fra Antique Et Cetera, Et Cetera som er en af de nye udstillere, vurderer at temaet i år passer rigtig godt til hendes stand. Hun har et stort udvalg af tasker, smykker, håndbroderet linned, tørklæder og meget mere fra velkendte brands som Georg Jensen, Christian Dior med flere. I forhold til årets tema har Ulla valgt at markere nogle lækre vintage-tørklæder fra Hermes med de små dannebrogsflag, som på alle stande vil fremhæve udstillernes bud på nogle særligt udvalgte ting til kvinden der har alt.
Lise Jeppesen, der har været med på antikmessen i 42 år og kun er overgået af messens arrangør, Carl Sørensen, er lige så begejstret for årets tema. På messen kan du besøge Lises arbejdende stand, hvor hun spinder garn på sin spinderokke og er med til at videreføre et gammelt håndværk. På standen kan man finde et stort udvalg af vævede viskestykker, sjaler, halstørklæder og lækre lammeskind fra Lises gotlandske får.
Dette er kun et udpluk af alle de mange ting du vil kunne finde på messen.
Carl Sørensen og hans familie, som har planlagt messen i nu 44 år, glæder sig til at byde publikum velkommen.” Antikmessen har mellem 4.000 og 5.000 besøgende som kommer fra hele Danmark samt Norge, Sverige og Tyskland. Vi oplever en fordeling på ca. 50% danskere og 50 % turister. Mange planlægger deres ferie i forbindelse med messen, hvilket vi selvfølgelig er meget glade for. Samtidig har vi gennem alle årene oplevet en utrolig stor opbakning fra lokalområdet”, udtaler Carl Sørensen.
Carl understreger også, at selvom det er kvinden der er fokus på i årets tema, så håber han selvfølgelig, at de tager deres mænd og familie med på messen.
Seneste kommentarer