Næsten 30 tilbagevendende udstillere og 7 nye er klar torsdag den 1. august i Løkken-hallen, når Løkken Antikmesse afholdes for 44. gang. Du får her en kort præsentation af de nye udstillere.
Den første nye udstiller er Karstens Antik fra Horsens, der ejes af Karsten Andersson. På hans stand vil du kunne finde et stort udvalg af klassiske antikviteter og vintage. Det er dog især porcelæn, som det musselmalede fra Royal Copenhagen, samt Bing & Grøndahl, der er i fokus. Derudover kan du blandt andet opleve glas, smykker og vintage Louis Vuitton-tasker.
Fra Djursland kommer Design Y.T.T. Indehaveren Christian Kauffmann har handlet med antikviteter i ca. 15 år og sælger blandt andet keramik, retrolamper og litografier. ”Da årets tema på messen er den særlige ting til kvinden der har alt, vil vi også medbringe nogle spændende kyser og forklæder”, fortæller Christian.
En anden af de nye udstillere er Ulla Rasmussen fra Antique Etcetera, Etcetera i Randers. Hun vil fremvise et stort udvalg af tasker, smykker, håndbroderet linned og tørklæder fra velkendte brands som blandt andet Georg Jensen og Christian Dior. I relation til årets tema på messen har Ulla udvalgt nogle vintage-tørklæder fra Hermes.
G.C. Antik fra København gæster også messen for første gang. Gert Christensen og hans kone fortæller, at de har hørt meget godt om Løkken Antikmesse, både fra udstillere og gæster, så derfor er parret meget glade for at de i år har fået muligheden for at deltage. Hos G.C. Antik kan du blandt andet finde godt dansk møbeldesign i teaktræ, palisander og egetræ.
Den anden nye udstiller fra København er Great Dane Vintage, der ejes af Claus Jensen. Hans store interesse er kunsthåndværkdesign, og han handler primært med keramik, kunstglas, billedkunst og litografier fra Danmark og Skandinavien. Derudover vil man på standen kunne se et udpluk af arkitektegnede danske klasiske småmøbler samt litografier af kunstneren Lis Zwick.
Lokalområdet bliver også repræsenteret, når Preben Larsen fra Ingstrup Antik Og Moderne melder sin ankomst. Preben har drevet forretning i mere end 17 år og har et bredt udvalg inden for antikviteter, hvad enten det drejer sig om møbler eller småting. Specielt udvalgt til antikmessen kommer Preben med en flot kaffemølle fra ca. år 1920 produceret af A. Jørgensen i København.
Lidt længere mod syd, nærmere bestemt fra Aalborg, kommer French Art & Vintage. Forretningen er specialiseret inden for franske antikviteter, hvilket lå lige for, da indehaver Per Marc Pedersens mor kommer fra Frankrig. Du vil kunne opleve et stort udvalg inden for ting til dekoration så som glas, sifonflasker, emaljeskilte, trækasser, dåser, lamper samt møbler og haveting.
Udstillerne medbringer kun originale genstande inden for antikviteter, kunst, design og kuriositeter.
Som besøgende på messen har man mulighed for at medbringe en genstand til vurdering. Denne vurdering sker hos en af de fagligt dygtige udstillere. Får man undervejs behov for at sidde ned, kan man benytte messens café. Her serveres blandt andet kaffe, sandwich og kage til fornuftige priser.
Messen afholdes d. 1. – 4. august og dørene er åbne kl. 11 – 17 hver dag.
Børn under 15 år kommer gratis ind.
Seneste kommentarer