Pressemeddelelse nr. 4, 2018

Særlige fund fra hele Danmark kommer til Løkkenmesse…

 

Når den årlige antikmesse åbner i Løkkenhallen torsdag den 2. august klokken 11, ja så har antikhandlere på omtrent fyrre stande haft rigtig travlt for at blive klar – og gjort sig umage for at stille det hele op på bedste vis.

På hver stand vil der være en enkelt ting, som er markeret med et lille Dannebrog. Det er et ganske særligt fund. Som standens indehaver har valgt ud. En ting, som måske endda gemmer på en historie.

– Man er naturligvis mere end velkommen til at spørge – for som bekendt går antikhandlere rundt med mange gode historier i ærmet! Det kan man se på tv – men også være heldig at opleve ude i den almindelige virkelighed, siger arrangør Carl Sørensen, Gule Længe, Lønstrup.

Hvad kan eksempelvis Sigge fra Tversted mon afsløre om en elefant af træ med en berider af træ og plads på bagsædet til en stor, firkantet dåse te?

Carl har sammen med sin familie arrangeret messen hver sommer i rigtig mange år – denne her kommende messe er nr. 43 i rækken.

Messen varer fire dage, og der plejer at kommer 4-5.000 gæster i løbet af den noget forlængede weekend i uge 31.

Se mere på www.loekkenantikmesse.dk. Eller følg messen på Facebook.

Der er åbent torsdag den 2. og fredag den 3. august 11 – 18 og lørdag den 4. og søndag den 5. august 11 – 17.

Pressemeddelelse nr. 3, 2018

Nye udstillere på Løkken Antikmesse…

 

Når årets antikmesse i Løkken åbner torsdag den 2. august vil man kunne opleve knap 40 stande befolket med antikhandlere fra hele Danmark.

Også i år vil der være nye udstillere – fem stykker i alt fra Fyn og Jylland.

Fra Spjald syd for Holstebro kommer Jørgen Pries med blandt andet en god samling maritime sager, som typisk norske gæster ofte er særligt interesserede i. Og han har finere klassiske antikviteter som håndpolerede mahogni-møbler, et senempire-spejl og også velbevarede, danske bondemøbler med. Repriese, hedder hans forretning.

Fra Fyn kommer Johnna og Christian med udpluk fra deres Butik Pulvis – alt sammen fundet her til lands. Det være sig pendler og lamper i retro-stil men også fra 30-erne, skæve ting til samlere, skandinaviske glas og design-ting i øvrigt – altså et miks af lidt anderledes sager, som får chancen for et nyt liv hos nye ejere.

På Gammel Kongevej i Engesvang holder Benjamin til med Antik- og design Compagniet – han er er en af de yngre antikhandlere, som disker op med forskelligt, som han selv har et godt øje til. Eksempelvis Kay Bojesen-legetøj, keramik, grønlandske ting, glas og andre fund. Benjamins ting finder man kun på messer og på nettet, da han i øvrigt handler via postordre.

Det samme gør Michael fra Broager ved Sønderborg. Han har især meget med inden for musselmalet, blå blomst, mågestel, kongelige figurer og guld- og sølvsmykker. Smykkerne typisk fra den lidt mere moderne ende af historien. Dertil kommer møbler og lamper. Butikken hedder Gamle Fund.

Endelig er Sigges Univers fra Tversted med på messen igen – mange på egnen kender allerede Sigge og hans mange sjove fund og finurligheder.

Messen varer fire dage: torsdag, fredag, lørdag og søndag.

Pressemeddelelse nr. 2, 2018

De pakker midt i hedebølgen…

 

Rundt om i Danmark er knap fyrre antikhandlere i gang med at pakke og stille klar. De udvælger deres allerbedste ting for hver især – i konkurrence med hinanden – at skabe en stand, som tiltrækker sig opmærksomhed.

Når så gæsterne strømmer ind torsdag den 2. august klokken 11, ja så går det løs til den årlige antikmesse i Løkkenhallen – i år for 43. gang.

Hallen vil som vanligt være fuld – der er inviteret udstillere til hver en kvadratmeter.

– Selv om vi har arrangeret messen så mange gange, er det spændende hvert eneste år. Vi gør os umage med at ramme et miks, så der er noget for enhver – både dem som er til retro og design og dem, som søger de mere klassiske antikviteter, siger arrangør Carl Sørensen fra Gule Længe i Lønstrup.

Han er især glad for den store opbakning fra folk på egnen, – som kommer igen år efter år. Dertil kommer selvfølgelig mange sommergæster, hvoraf mange kommer igen, mens andre opdager for første gang, at der i uge 31 foregår sådan en antikmesse over fire dage.

Der er åbent torsdag og fredag fra 11-18 og lørdag og søndag fra 11-17.

Pressemeddelelse nr. 1, 2018

Antikmesse i Løkkenhallen for 43. gang i uge 31

 

En af årets helt store begivenheder i Nordjylland er antikmessen i Løkkenhallen fra torsdag til søndag i uge 31. Her finder man knap 40 antikhandlere fra hele Danmark – de tropper op med deres allerbedste fund indenfor alt fra antik, retro, design og møbler til kuriositeter og you name it.

Trenden er jo typisk i disse år at finde noget helt specielt, som naboen ikke har!

Men mange kommer også efter klassiske ting i sølv eller kongeligt porcelæn. – Så det gælder om at skabe det helt rigtige miks, siger antikvitetshandler Carl Sørensen fra Gule Længe i Lønstrup. Han har sammen med sin familie arrangeret messen hvert eneste år i nu 43 år. Kodeordet er kvalitet og tradition. Dertil kommer fornyelse – så messen hver gang matcher et bredt publikum. Der plejer at kommer 4-5.000 gæster over de fire dage.

Se mere på www.loekkenantikmesse.dk.

Der er åbent torsdag den 2. og fredag den 3. august fra kl. 11 – 18 og lørdag den 4. og søndag den 5. august  fra kl. 11 – 17.

Pressemeddelelse nr. 2, 2017

Antikhandlere udvælger løjerlige objekter… 

 

Når 37 antikvitetshandlere fra hele landet stiller deres ting op i Løkkenhallen i dagene op til 3. august, ja så har de alle medbragt en særlig genstand.

De har nemlig udvalgt hver en ting inden for årets tema: Løjerlige og finurlige objekter… Spøjse sager, kan man også sige.

Det kan være effekter, som er interessante på en eller anden måde, dekorative eller sjove – men som man ikke nødvendigvis ved, hvad skal bruges til. Måske er der alligevel en funktion – hvem ved?

Sløret løftes hermed for, hvad Hjortheden Antik fra Tårs vil medbringe.

Det er en keramisk figur af en slags skabt af den alsidige kunstner Allan Schmidt (1923-1989) formentlig i 1970´erne. Objektet er delvist glaseret i rødt, hvidt og blåt og har en sokkel af sten.

Allan Schmidt var kendt for blandt andet nogle meget enkle geometriske og blankglaserede serier af keramik i stærke kulører – og for en række offentlige udsmykninger. Så denne her sag, som kommer med til Løkken, er altså ikke typisk for hans stil.

Hvad de øvrige 36 udstillere så har udvalgt af løjerlige ting inden for metal, sten, stof, keramik, porcelæn, glas, træ eller? – ja det vil vise sig på messen… Alt sammen naturligvis inden for antikviteter, kunst, retro, design og kuriositeter.

Messen holdes for 42. gang og arrangeres som vanlig af antikvitetshandler

Carl Sørensen og familie fra Lønstrup, hvor de holder til i Gule Længe Antik.

Der åbnes i Løkkenhallen torsdag den 3. august klokken 11, og messen lukker søndag den 6. fire dage senere klokken 17.

Flere oplysninger: arrangør Carl Sørensen 24 81 02 20

Pressemeddelelse nr. 1, 2017

Retro-sager, franske hjelme og plakater på vej til Løkken… 

 

Der er dømt retro, når Helle og Lise fra Den Gule Gård i Hjortshøj står klar i deres stand i Løkkenhallen torsdag den 3. august klokken 11.

De bliver en af fem nye blandt i alt 36 udstillere i en helt fyldt hal.

Helle og Lise er marskandisere og kommer med lidt af hvert – men især banker hjertet for de kulørte retro-sager, som især unge tingfindere suser rundt for at støve op.

– Ja vi brænder for de ting, vi kan huske fra vores egen tid. De kulørte ting, vi kalder retro. Men også design og antik i bredere forstand, siger Lise.

I Odense ligger Antik Falen, og herfra kommer Preben Olstad med helt andre effekter – det er ting som en gammel rustning, gamle franske brandmandshjelme, pengeskrin, stenøkser, merskumspiber og en lang række andre meget specielle ting og samlerobjekter. Han har samlet og handlet i 34 år og interesserer sig især for alle den slags kuriositeter.

Allan Urlev kommer til Løkken fra Horsens, hvor han har forretningen Urlev Antik og Design, og den handler især om møbler, antik og design. Især industriel design er der fokus på – også når det gælder lamper.

Fra Aarhus kommer Winthers Antik, og Jens Winther medbringer især varer fra sine to særlige specialer: bornholmsk keramik og så glas i krystal – og ofte grønne serier. Og desuden andre ting af krystal.

Den bornholmske keramik kommer fra de tre værksteder Hjorth, Søholm og Michael Andersen. Glassene kommer mange flere forskellige steder fra.

Endelig kommer som den sidste af de nye udstillere i år Antik, Vintage og Design fra Saltum. Det er Mille Dahl, der tegner butikken, og den byder på meget forskelligt, som navnet antyder. Kort sagt antikviteter fra 20´erne til 50´erne, som Mille selv udtrykker det.

Løkken Antikmesse arrangeres af Carl Sørensen og familie. De driver selv Gule Længe Antik i Lønstrup – og arrangerer altså messe i Løkken nu for 42. gang.

Den varer i fire dage fra 3. til 6. august.

 

Flere oplysninger hos: Arrangør Carl Sørensen 24 81 02 20